HASA har hjemsted i Lyseng svømmebad (Lysengvej 4, 8270 Højbjerg), og der svømmers hver onsdag kl. 19:00 – 22:00

Interview med en med vandskræk 

HASA et er et sted hvor raske, handicappede og ikke handicappede mødes og sammen arbejder på at lære at klare sig i vand og få alle de muligheder og glæder, som denne motion kan give. Vi har lært en metode som grundigt og sikkert fører til målet, et mål som kan være forskelligt fra det ene menneske til det det andet, en metode og en holdning som bygger på at udnytte de muligheder den enkelte har. 

Der anvendes ikke flyderedskaber, men den enkelte støttes af en hjælper. Mange lider i starten af skræk for at komme under vandet.

Gennem leg og aktiviteter, åndedrætstræning og træning i at flyde og bevæge sig forsvinder denne skræk hurtigt. Vandskræk er ingen hindring, så kan vi starte med at hjælpe dig over den, og siden kan du hjælpe andre, ved siden af at du selv får svømmet.


Jeg har vandskræk

Ordene kan være svære at sige højt, når man bor i et land omgivet af vand, og hvor de fleste kan svømme. Og nogle tager tilløb i flere år, før de forsøger at kurere deres vandskræk. Af Anita Graversen

” Fra den dag jeg turde sige troldens navn, og troldens navn er vandskræk, så kom folk og sagde, at de også havde vandskræk.”

67-årige Aase Nørrung har haft vandskræk det meste af sit liv. Og det var først i en sen alder, at hun turde sige det højt. Som barn blev hun aldrig fortrolig med vand, og da hun en dag blev smidt ud af en badering ved Køge Bugt, var det sket. 

” Jeg følte, at jeg faldt, faldt og faldt gennem vandet, og vandet var en meter, og jeg tænkte, at nu kommer jeg aldrig op igen, og fra da af, soppede jeg kun.” 

Aase Nørrungs historie er ikke enestående. Ifølge Reinhard Stelter, professor i idrætspsykologi ved Københavns Universitet, opstår vandskræk ofte på grund af en dårlig oplevelse, som man overreagerer på. 

 ” Man kobler noget til sitationen, som faktisk ikke eksisterer i virkeligheden.” Det skulle tage Aase Nørrung næsten 50 år, inden hun blev klar til konfrontere sin vandskræk. Hun meldte sig ind i den århusianske svømmeklub HASA, der tilbyder undervisning til folk med vandskræk. Her har hun været medlem i cirka ni år og lært at svømme.


“Jeg har opdaget, at der er ufattelig mange danskere, der har vandskræk, men ingen siger det,” fortæller Aase Nørrung.

Hver fjerde dansker har vandskræk

Aase Nørrung er langt fra alene om at have vandskræk. Mere end hver fjerde svarede, at de havde vandskræk, da analyseinstituttet Epinion Capacent i 2007 spurgte 1000 danskere om deres forhold til svømning. I HASA oplever de en stigning af medlemmer med vandskræk. Det er både børn og voksne. Den største gruppe er dog kvinder i den modne alder. I klubben underviser de efter Halliwick-metoden, der især handler om, at den enkelte skal opnå fortrolighed og forstå, hvorfor balancen er anderledes i vand. Medstiftere og instruktører i HASA, Vibeke og Harald Lie, ser, at det er meget individuelt, hvor hurtigt folk kommer over deres vandskræk. Men den enkelte skal være klar. 

” Du skal turde komme til kanten og ville gå i. Og så skal du komme igen næste gang.” Det sidste kan åbenbart være den største udfordring. Ifølge Vibeke Lie kræver det også mod at fortsætte med at komme. “Selvom det gik godt første gang, sidder angsten for vand der stadig. Og nogen har jo taget tilløb i flere år, før de kommer hos os.”

Tør at sige det højt

 I HASA er de ikke bange for at sige det højt. Her er man en vandskrækker. Det måtte 53-årige Annette Rosendahl sande, da hun første gang, for et år siden, nervøst trådte ind i svømmehallen. ” Der blev sagt: Der kommer en ny vandskrækker, og jeg tænkte uh, er det mig?!” Det var det. Og sidenhen er det også blevet Annettes ord, når hun skal fortælle andre, hvorfor hun ikke kan svømme. Men det har været svært.

” Jeg synes, at det var sådan lidt et nederlag at sige, at jeg havde vandskræk.” Annette Rosendahl går langs stranden. Tangkrogens gæster har for længst skiftet badetøjet ud med uldjakker og tørklæder. Bænkene er tomme, og fødderne bevæger sig i et jævnt tempo for at holde varmen. Annette elsker at være ved vandet, og det har været en hindring for hende ikke at kunne svømme. 

” Det har været træls, at sidde der på kanten og se de andre boltre sig. Og da mine børn var små, turde jeg ikke slippe dem ret langt. Jeg vidste jo, at det var mig, der skulle ud og hente dem, hvis der skete noget.”

Annette Rosendahls børn var, i teorien, i fare for at arve deres mors angst. Reinhard Stelter nævner risikoen for at få vandskræk gennem sin opdragelse.

” Vandskræk kan også være tillært via voksne, der er et negativt eksempel. Hvis forældre har en fobi, så er sandsynligheden for, at angsten overføres til barnet, forholdsvis stor.” 

 Sådan gik det heldigvis ikke for Annettes to drenge. Selvom hun ikke sagde vandskræk højt, så var det vigtigt for hende, at hendes børn lærte at svømme, så de fik svømmeundervisning i en tidlig alder. I dag er de begge elitesvømmere. 

Fra panik til respekt

Annette Rosendahl har tidligere prøvet at komme sin vandskræk til livs. Dog uden succes. Det er først efter, at hun er begyndt i HASA, at hun har gjort fremskridt. Her mærker hun, at instruktørerne tager hendes vandskræk alvorligt. I starten havde hun en personlig instruktør, der bogstavelig talt stod bag hende.

” Selvom jeg ustandseligt sagde: Er du der? Så vidste jeg godt, at hun var der. Det er der jo ikke overskud til eller forståelse for i en almindelig svømmeklub.”

Annette Rosendahl: “jeg tror ikke, at min mor blev klar over, at jeg aldrig nogensinde lærte at svømme som barn.”

En blid duft af tang og saltvand bider svagt i næseborene, som vandkanten kommer tættere på. Annette Rosendahls øjne fanger havet og viser ingen tegn på tvivl. 

” Mit mål er at vende min panik til respekt. Og at kunne svømme frem og tilbage i et bassin, også ude på det dybe.” 


Vandskræk er ikke uhelbredeligt 

Halliwick-metoden er velegnet til at opnå fortrolighed med vandet, hvilket også kommer de mange vandskrækkere til gode. Som ringe i vandet breder kendskabet sig til HASA, som i efteråret (2008) har fået fire nye voksen-vandskrækkere i bassinnet. Tre af dem fortæller her om, hvorfor de har givet sig i kast med det våde element. 

Annette: 

Jeg tænkte, at nu skulle det være. Efter 40 år som vandskræk brød jeg tavsheden og sagde det højt bl.a. på min arbejdsplads. Jeg brød et tabu, men opdagede efterfølgende, at det får andre til at komme ud af skabet. Jeg troede, jeg var helt alene, men faktisk er der mange, der er bange for vand. Det var for eksempel en kollega, der fortalte mig, at hun havde lært at svømme i HASA.

Som barn blev jeg skubbet i vandet og blev så bange, at jeg fortrængte, det jeg allerede kunne. Og siden gik jeg aldrig længere ud, end at jeg nå bunden. At få næsen under vand kunne slet ikke komme på tale. Det har været surt at sidde med tæerne i vand og se på min mand og mine to børn, der er elitesvømmere.

Det har fyldt meget i mit hoved, så efter 40 år brød jeg et tabu og sagde højt, at jeg er vandskræk og ville lære at svømme. Det at være vandskræk har fyldt meget i mit hoved, og jeg har prøvet et par gange før at lære at svømme. Det første sted, hvor de reklamerede med vansskræksvømning, sagde læreren til mig:”Bare hop ud”. Jamen hallo. Det er jo det, der er problemet. Anden gang gik det sådan set rigtigt godt. problemet var bare, at kurset var alt for dyrt. 

Hver gang, jeg er til svømning, oplever jeg, at jeg overvinder mig selv og gør ting, som jeg aldrig havde drømt om. For eksempel tør jeg nu få næsen under vand. 

Richard: 

Det var min kone, der fandt HASA på nettet. Jeg har længe været træt af ikke at kunne svømme. Og med en lille datter var det endnu mere uholdbart, at jeg ikke kan tumle mig i vandet med hende – eller redde hende. 

Min vandskræk stammer helt fra barndommen, hvor jeg efter en svømmetime pludselig befandt mig alene i bassinet og kom ud, hvor vandet var lidt dybere end forventet. Der gik panik i mig og jeg troede, jeg skulle drukne. En pige i klassen fik øje på mig og sprang ud og fik mig hevet på land. Men siden sad angsten i mig. Det har heller ikke styrket mit forhold til vand, at jeg aldrig har heller aldrig været i vandet med mine forældre. Det skal min datter ikke opleve med hendes far.

Så i mange år har jeg stort set aldrig været i vandet, og det har været lidt trist og sidde og glo på de andre. Jeg er ellers frisk og med til en masse sjov. Dog ikke når det gælder vand, så var jeg lidt stille og flov og mange gange træt af det. 

Så da jeg fik min datter, tænkte jeg, at nu skal det være. Vi skal kunne tumle sammen i vandet. og så glæder jeg mig til turde hoppe ud fra vippen eller fra en klippe ned i en skovsø. 

Trine: 

Jeg kender til Halliwick fra dengang, jeg arbejdede på Solbakken. Så da min søn startede på efterskole besluttede jeg, at nu skulle det være, for jeg holder så meget af vand og har altid badet, selvom jeg er bange for at drukne og kun gik ud til midt på livet. 

I mange år brugte jeg en badering og min søns bælte fra babysvømning og har sikkert set sjov ud. Livredderen har sikkert fået sig et godt grin, og når børnene spurgte, hvorfor jeg havde den badering på, så fik de forklaringen og den var de tilfredse med. 

 Jeg havde egentlig affundet mig med, at jeg ikke kunne undvære svømmebælte i vandet. Men da jeg så gerne vil lære at ro kajak, er det nødvendigt, at jeg kan svømme og klarer at komme helt under vand. Og min største sejr indtil dato er, at jeg har turdet ligge på ryggen i vandet. 

I det daglige arbejder jeg med mennesker, der lider af forskellige former for angst. og i den forbindelse er jeg ikke bange for at bruge mig selv som eksempel. Og jeg oplever selvfølgelig også, at når jeg fortæller at jeg lider af vanskræk og nu gør noget ved det, så hører jeg om mange, der fortæller, at de også er bange for at få hovedet under vand eller for at slippe bunden med fødderne. Hvis jeg skal komme med en forklaring på min vandskræk, så er det en dårlig svømmeoplevelse, jeg havde i 4. eller 5. klasse, hvor jeg skulle lære at svømme ved at ligge i en bøjle på en lang bambusstang, som læreren holdt. Da jeg ikke turde lægge mig ned fik jeg skæld ud og fik at vide, at jeg skulle tage mig sammen og lade være at skabe mig. Jeg havde ellers været lige ved at lære det på en ferierejse sydpå – som 11-årig – hvor der var havvand i svømmebassinet. 


Af en vandskrækkers dagbog 

 af Aase Nørrung 

Efteråret 2001 

Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til den våde – og kolde fornemmelse, der skridt for skridt fylder mig på trappen ned i bassinet. Intet er så vådt – og koldt som vand, der lige så langsomt omslutter kroppen og får badedragten til at klæbe. Det er så ubeskriveligt rædselsfuldt, at jeg holder vejret, lukker øjnene. For foden af trappen behersker min trang til at stryge op på det tørre igen, da jeg føler vandets trykken mod brystkassen og kroppen, der er stiv som en pind. Jeg åbner øjnene på klem og sikrer mig retningen for et eventuelt tilbagetog. Hvor er griberillen, jeg kan hage mig fat i, hvis fodfæstet glipper. Hvad jeg er ganske sikker på vil ske før eller siden. Alle kræfter mobiliseres for at hindre panikken i at tage over. 

Jeg knuger hånden, der holder fast om min. Prøver at fatte tillid. Med hinanden i hænderne lader vi armene glide gennem vandet. Roligt, roligt. Fra side til side. Vi øver vejrtrækningen. Jeg vover at åbne øjnene helt. Små hop på stedet – ansigt til ansigt med instruktøren. Det går fint. Vover også at vende ryggen til ham og fortsætte med at hoppe. Tryg ved at mærke et let greb om livet, der kan blive stærkere om nødvendigt. 

Instruktøren indgyder mod og tillid. Jeg hopper højere og højere med armene strakt ud til siden. Overstadig. Væk er for en stund vandets frygtindgydende trykken på brystet. Der er vist oven i købet overskud til et lille smil. Efter lektionen fortsætter jeg selv hopperiet – dog med et fast greb i bassinkanten. 

Da jeg skal op fra bassinet, kan benene næsten ikke bære mig, så tung føles kroppen. Det er en kamp for hvert et skridt. Først oppe på bassinkanten kender jeg min vægt igen. Sådan en tyngde i kroppen har jeg aldrig oplevet før i mit liv. 

Sådan blev en vandskrækker til 

Nogenlunde sådan husker jeg forløbet af min første svømmeaften i HASA i efteråret 2001. Men inden jeg kom så vidt, havde jeg en lang karriere som hardcore vandskækker at se tilbage på. 

Jeg boede hele min barndom ved Køge Bugt, hvor vi unger tilbragte somrene ved vandet, og nogle lærte at svømme – andre kun at plaske. Selv hørte jeg til de sidste og har nok inderst inde altid været lidt ræd for vandet. Og det går jo ikke, når man bor ved vandet. Så jeg blev sendt til svømmeundervisning hos Fru Kofoed på badeanstalten Mandalay. Korkbælte om livet og så ud i bassinet. Uanset vejr og vind. Sagt kort, var det en eklatant fiasko. Selvom jeg blev pakket ind i flere lag kork, fik jeg ikke lært at svømme. Ganske enkelt fordi jeg havde en panisk angst for at slippe bunden med fødderne. Jeg var overbevist om, at jeg – ene af alle – var skabt uden evner for svømning og ville gå til bunds som en sten, hvis jeg prøvede. Så det blev ved plaskeriet lige til den dag, jeg blev væltet bagover ud af baderingen og sank dybt, dybt ned mod bunden – og døden – uden tanke for, at vandet ikke var mere end en lille meter dybt. Jeg fortsatte med at synke, længe efter jeg var kommet på højkant og stod med lukkede øjne. I total panik. 

Det blev min sidste vandgang. I de næste mange år nøjedes jeg med at stå på stranden og kigge på. Min undskyldning for ikke at hoppe i var for det meste, at vandet var for koldt. Hvad det som regel er i Danmark. Da jeg som teenager desuden fik et meget kompliceret forhold til min krop – det varede til jeg var over 30 år – blev sådan noget som nøgenhed og badning frygteligt problemfyldt og derfor så vidt muligt fortrængt. Man kan til en vis grad kontrollere virkeligheden, men ikke drømmene. Og gennem alle årene havde jeg et par tilbagevendende drømme – eller snarere mareridt. Den første foregår ude på strnaden, hvor jeg står og kigger på en svømmer i nød ude af stand til at hjælpe. Mens jeg i den anden snubler og falder i havnen, og vågner ved, at jeg basker med arme og ben for at nå ind til kajen. Ingen af drømmene har jeg fået slutningen på endnu. Beslutningen tages. 

Nu skal det være 

At indrømme over for sig selv, at man lider af vandskræk er svært. Især i Danmark, hvor alle formodes at mestre kunsten er vandskræk et tabu. Jeg kender alle undskyldningerne for ikke at kaste mig i bølgen den blå. Kulde, glemt badedragt, klorallergi, hovedpine, menstruation, at jeg lige har spist. I stedet har jeg pålagt mig selv rollen som vogter og været den, der stod på stranden eller i svømmehallen og talte hoveder. Tanken om at det kunne være anderledes er altid blevet fortrængt samtidig med, at artikler om mirakelkure til kurering af vandskræk er blevet grundigt studeret. Indtil den aften i august, da mit stepholdet ikke blev oprettet og cykelturen hjem blev brugt til overvejelser om, hvad jeg så skulle i stedet. “Svømning. Du skal gå til svømning. Nu har du ikke flere undskyldninger”, sagde min indre stemme. I et tonefald, der ikke tålte modsigelse. En betroet ven fandt HASA på nettet, og jeg ringede Harald op. Alligevel skulle der gå adskillige uger, før jeg stak næsen indenfor i Lyseng. For trods gode intentioner slog vandskrækken atter til med masse af gode argumenter (læs: dårlige undskyldninger) for at blive på landjorden. 

Men jeg havde jo sagt mit navn. De ventede mig. Så kan man ikke bare blive væk. Måske kunne jeg lære at svømme. Jeg kunne da give det en chance. Sådan myldrede tankerne til den onsdag i begyndelsen af november, hvor jeg besluttede at nu skulle det være. Så måtte det briste eller bære. 

Turen op til bussen var én lang talen fornuft til mig selv. Angsten susede rundt i kroppen. Der var ingen i omklædningsrummet. Det var bare at vende om. Hvor fejt. Jeg lindede på døren ind til hallen og hørte en masse glade stemmer. Latter. Og straks kom en smilende pige mig i møde, sagde mit navn og bød mig velkommen. Det var for sent at trække sig tilbage. Inden jeg gik hjem, lovede jeg Vibeke at føre en slags logbog over min forvandling fra vandskrækker til “elitesvømmer”. En idé jeg med glæde tog til mig. 

Fra logbogen, efteråret 2001 

 I den uge, der er gået, har jeg igen og igen tænkt på min onsdag aften i svømmehallen. Konklusion: Det er en god erindring. Jeg er stolt af mig selv. Man siger jo, at “den, der overvinder sig selv, er større end den, der overvinder en hel hær”. Så sandt som det er sagt. Som dagenen går, opdager jeg, at jeg glæder mig til den kommende onsdag. Og lader være med at tænke på, at jeg nok ikke på længere sigt kan “nøjes” med små hop på stedet, selvom instruktøren har lovet, at vi går frem i det tempo, der passer mig. Da jeg står af bussen ved Lyseng er det med ro i sindet. Jeg har overgivet mig til min skæbne. Da jeg sætter mig på bænken og venter på instruktøren, glæder jeg mig ligefrem. Det varer dog kun til jeg er på vej ned i bassinet og mærker vådheden krybe op ad kroppen. Men ingen optræk til panik. Vi repeterer øvelserne fra første gang. I dag næsten uden at “holde i hånd”. Øver vejrtrækning, da jeg stadig “glemmer” at trække vejret. Føler, at føler ikke vandet trykker så tungt på brystkassen som første gang. Sammen med instruktøren hopper jeg rundt i kreds med et par andre vandskrækkere. Højt, men yderst påpasselig med ikke at få vand over hovedet. Og ikke noget med at slippe det trygge greb i instruktørhånden. Jeg overvinder mig selv og vover at ligge ryggen i vandet med hovedet på instruktørens skulder. Dirrer over det hele af modsatrettede følelser, skræk iblandet fryd. Øjnene er som første gang knebet sammen og blev først åbnet, når fødderne får kontakt med bunden. Tvinger dem op, da instruktøren gør mig opmærksom på det. Næste øvelse er den, jeg senere kalder for søhesten på grund af de yndefulde bevægelser. Med udbredte arme og samlede ben sætter jeg af fra bassinkanten, hvorefter benene bøjes ned, samtidig med, at armene strækkes frem mod bassinkanten. Sammen med instruktøren øves den igen og igen. Da hovedet på et tidspunkt kommer til at ligge så lavt, at jeg får vand i øjnene, gribes jeg af let panik og får hurtigt fodfæste. “Timen” byder også på vand i ørerne – noget jeg heller ikke er alt for glad for. Men vi øver alligevel videre. Jeg nærer stor tillid til instruktøren, som har svoret, at han ikke lige pludselig slipper mig. At det er mig, der bestemmer – også hvornår jeg er klar til at få hovedet under vand. For det skal jeg have på et tidspunkt. Da jeg gik op fra bassinet, var det kun på de første par trin, at jeg denne gang mærkede tyngden af min krop. 

Onsdag den 14. 11 2001

Også i denne uge har jeg glædet mig til at komme i vandet. Jeg har det dårligt med at blive våd og har stor forståelse for dem, der kaster sig på hovedet ud i vandet og får det overstået. Ventetiden på bænken sammen med de andre svømmere er hyggelig. Det samme er kaffen efter svømning. Sidste uges øvelser repeteres med hovedet på instruktørens skulder. Armene ud i favn, benene samlede og strakt, afsæt fra bassinvæggen, benene bøjes nedefter, armene strækkes frem og kroppen glider tilbage mod bassinkanten. Øvelser med vægtoverførsel, så jeg kan rejse mig i vandet. Til sidst en øvelsemed at trække vejret gennem næsen og ånde ud under vand. Var ikke helt rolig, men jeg overlevede. Noget, der altid har fyldt mig med afsky, er den stærke lugt af klor, der normalt er i en svømmehal. Til min store glæde er den ikke så dominerende i Lyseng. Angiveligt fordi vandet i stedet er blandet godt op med salt. 

Onsdag den 21. 11.2001 

Denne aften bød på to overskridende oplevelser for mig i mit problemfyldte forhold til det våde element. Den første var selvvalgt – den anden som en naturlig følge af min beslutning om at lære at svømme. I stedet for at vente på, at instruktøren skulle blive klar, begyndte den anden “lærling” og jeg for os selv. Hop i vandet – hovedet frem og næsen under vand. Efter nogle hop, tog jeg beslutningen og dukkede hele hovedet ned i vandet. To gange endda. Skal jeg være ærlig, var det ikke det mindste rart. Men nødvendigt. Tiden var inde, syntes jeg. Inden jeg sluttede aftenen, havde jeg endnu engang hovedet under vand. Alle gode gange tre. Mit åndedrag er nu blevet normalt, når jeg er i vandet – mine bevægelser rolige. Jeg nyder mine svømmeøvelser på ryggen. Husker mig selv på, at øjnene skal være åbne, og at jeg ikke kan lide at få vand i ørerne. Harald gør mig opmærksom på, at jeg kniber øjnene sammen, når jeg ånder ud gennem næsen. Det havde jeg ikke tænkt over – så det prøvede jeg at lade være med. Og så – da jeg “svømmede” rygsvømning med instruktøren bag mig – mærkede jeg, at det lette greb løsnedes, mens jeg fortsatte som den naturligste ting af verden. Og da det ikke gik længere, kom jeg fint ned benene – første gang med slidt basken, så jeg slugte en masse vand gennem næsen – men uden panik. Denne aften øvede jeg mig også på at flyde hen mod bassinkanten og gribe fat. En situation, jeg har prøvet så mange gange i drømme uden at vide, om det lykkedes. Nu var det virkelighed, og frygten var svær at overvinde, selvom det allerhøjst drejede sig om et par meter. Men det gik godt. Selvom jeg i løbet af aftenen har slugt det halve af vandet i bassinet – mindst – nyder jeg at bevæge mig i det ny element. Ingen tvivl om at jeg bliver ved. 

Onsdag den 28. november 2001 

Fjerde time i det kolde, våde vand. I ugens løb har jeg overvejet, om jeg tør hoppe ud fra kanten og få det overstået. Jeg valgte dog endnu engang trappen, men dukkede mig lynhurtigt ned til halsen. Næste gang hopper jeg. Dagens øvelse går ud på at ligge på ryggen i vandet, holdt oppe af instruktørens arme, for så at lade kroppen rotere 360 grader. Det går slet ikke – det med at få ansigtet under vand. Jeg sluger vand i mængder, hoster og gisper af angst, selvom jeg allerede har haft hovedet under vand flere gange. Men da stod jeg med fødderne solidt plantet på bunden. Vi prøver rygsvømning. Det kniber mig stadig at ligge højt i vandet. Jeg nærmest sidder. Men det med at ligge med strakt ud, så jeg får vand i ørerne og ind imellem i næsen og munden er frygtindgydende. Da Harald skal instruere en stærkt handicappet mand med to hjælpere, bliver jeg overladt til mig selv. Og efter lidt skæg med Heidi ved bassinkanten, skal der ske noget. Og jeg træner på egen hånd den øvelse, jeg kalder for søhesten, rolig i forvisning om, at der står folk på bassinkanten, som holder øje med dig. Bagefter sætter jeg fra med benene og når en tre-fire svømmetag, inden jeg må have fast grund under fødderne. Jeg har svømmet selv. Nu forstår jeg børns begejstring over at have har lært noget nyt. De gør det igen og igen. Det samme gjorde jeg. En skøn fornemmelse, selvom jeg baskede noget med armene. Indkasserer stor applaus fra instruktørerne på bassinkanten. Det er fedt at svømme!

Et tabu brydes efter 45 år 

Så langt i min kamp mod vandskrækken og forsøget på at bekæmpe den, kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig over, hvad jeg på grund af den var gået glip af. Tænkte på alle disse år, hvor jeg var tilskuer – den, der stod tilbage på stranden eller bassinkanten, og kiggede på, talte, mens de andre boltrede sig i vandet. Der er ingen tvivl om, at jeg altid har været været bange for vand. Men da jeg samtidig var så tynd og kuldskær, kom uheldet med baderingen som en kærkommen undskyldning, inden nogen opdagede, at jeg faktisk led af vandskræk. Mange andre tabuer fra barndommen og puberteten har voksenlivet og erfaringen for længst gjort op med. Men vandskrækken holdt stand. Den var for pinlig. Tænk hvis Fru Kofoed på Mandalay havde kendt til Halliwick-metoden, så havde meget set anderledes ud. 45 år skulle der gå, før jeg var klar til at gøre forsøget. Overvandt min afsky for det våde og kolde vand – angsten for at drukne. Belønningen for den grænseoverskridende beslutning fik jeg allerede efter den første aften i Lyseng. For på trods af at jeg nærmest har tømt bassinet flere gange, inden jeg fik styr på det med at lukke de vandtætte skotter i næse og svælg, har det samtidig været en skøn fornemmelse at bevæge sig i vandet . Og ikke mindst en stor glæde at møde så mange mennesker med forståelse for mig og min vandskræk. Det første stykke tid holdt jeg min ny fritidsinteresse for mig selv. Der var ingen grund til at udstille sit handicap. Men da jeg opdagede, at det helt sikkert blev til noget med mig og svømmeriet, begyndte jeg at fortælle om HASA og Halliwick-metoden. Og opdagede til min store overraskelse, at jeg ikke var alene. Vi er mange, der lider af vandskræk i vandlandet Danmark. Men det er et tabu – ikke noget vi praler med. 

Onsdag den 5. december 2001 

Sidste svømmeaften før juleferien. Jeg synes ikke, jeg gør nogen fremskridt. Jeg ligger stadig for lavt i vandet – trækker vejret uregelmæssigt – eller rettere holder vejret. Aftenen begynder med en øvelse, hvor instruktøren prøver at trække mig ned til den ene side, mens jeg med kroppen forsøger at trække til den modsatte side. Sjovt, men hårdt. Sammen med andre svømmere og instruktører danner vi kreds. Mens instruktørerne holder os i arme og hænder med et fast greb, lægger vi os på maven og strækker benene bagud. Lidt nervøse. En øvelse, der er hård for mave- og rygmuskler. Som sidst svømmer jeg selv nogle tag. En 5-6 meter bliver det til, før jeg må have “jordforbindelse”. Jeg bliver nervøs, fordi jeg ikke kan mærke, om jeg overhovedet bevæger mig. Jeg mangler pejlemærker, og mærker angsten for at gå til bunds som en sten titte frem. Jeg bæller bassinvand i spandevis ind gennem næsen og ligger og gylper over risten. Og dog skete der noget nyt: Forrige onsdag havde jeg besluttet, at det skulle være slut med at tage trappen ned i bassinet. I stedet satte jeg mig på kanten og lod mig dumpe ned, så jeg blev våd over det hele på en gang. Så var det overstået. 

Onsdag den 9. januar 2002

Bingo – så er den der! Pludselig fatter jeg, hvordan jeg skal ligge i vandet, så jeg flyder i stedet for at synke mod bunden. Nu kan jeg svømme på ryggen. Og det gør jeg, som havde jeg aldrig bestilt andet. Frem og tilbage på tværs af bassinet. Mange gange. Helt alene. 

Onsdag den 16. januar 2002 

Der dukkede en ny, nervøs vandskrækker op i dag, så jeg måtte klare mig selv. Det gik også fint, selvom jeg stadig ligger for dybt i vandet. Jeg skal stritte med maven. 

Onsdag den 3. april 2002

I aften opdagede jeg vandets opdrift. Med nyindkøbte svømmebriller – så jeg kan åbne øjnene uden at få vand i dem – var aftenens opgave selvfølgelig at have hovedet under vandet, få styr på åndedræt og angst. Mens udåndingsboblerne myldrede ud af munden op mod overfladen, så jeg for første gang kaklerne på bunden af bassinet. Så tydeligt, som sad jeg inde i Jacques Cousteaus dykkerklokke. Instruktøren smed en lille gummering ud, som jeg skulle forsøge at fange, inden den nåede bunden. Efter nogle forsøg opdagede jeg, at angsten blev fortrængt af iveren efter at fange ringen. Og ikke mindst det sjove ved at se mine medsvømmere fra en ny vinkel. Et par gange glippede fangsten, og ringen lagde sig på bunden. Forgæves prøvede jeg at fiske den op ved at læne mig forover. Det var som at lægge sig henover en kæmpebold og mærke en kraft skubbe min krop opad. Vandets opdrift lød forklaringen og den mærkedes helt konkret. Med så stor en legemsflade som min, er det altså ikke så ligetil at overvinde opdriften og gå til bunds, som jeg troede. Den erfaring gav tryghed. En selvskabt myte blev punkteret. Mod alle forventninger gik jeg ikke ikke til bunds og blev der, men poppede op til overfladen igen. Det har været en fantastisk aften. 

Århus i starten af august 2002 

Pludselig, bedst som jeg gik på gaden, fik jeg en umanerlig længsel efter at komme til svømning. Så mig selv kaste mig baglæns ud i bassinet, og følte fornemmelsen af vandets opdrift, der førte mig op mod overfladen. Noget så vildt, har jeg aldrig troet, jeg skulle opleve. 

Onsdag den 14. august 2002 

Jeg gjorde det sgu. Lod mig falde baglæns ned i bassinet. Og inden aftenen var slut svømmede jeg hele bassinet igennem – også derned, hvor jeg ikke kan bunde. Uden mindste panik, blot sagligt konstaterende med et blik på loftet, at nu kunne jeg ikke længere bunde. Gled med regelmæssige svømmetag og roligt åndedræt ud på det dybe i tryg vished om, at instruktøren svømmede en meter fra mig. To et hvil for enden, inden jeg satte fra med benene og svømmede tilbage igen. Fedt, fedt – overfedt. Det må prøve igen. 

Onsdag den 28. august 2002 

Ingen panik – men en snert af angst sad i mig, da jeg i aften svømmede ned på det dybe. For da jeg sidste onsdag svømmede turen, stødte jeg ind i en af de andre svømmere. Måtte vende om og uden mulighed for hvil svømme ind, hvor jeg kunne bunde. Også i aften stødte jeg ind i en medsvømmer. De er svære at se, når man svømmer på ryggen og dertil nærsynet. Resultatet var, at jeg kom så meget ud af balance, at jeg ikke kunne holde mig oppe. Bunde kunne jeg heller ikke. Ligesom jeg ikke havde lært at flyde. Så under al denne basken rundt, fik jeg flere gange hovedet under vand. Heldigvis gik jeg ikke ikke i panik, selvom jeg følte mig ret hjælpeløs. så efter nogle forsøg på at komme på ret køl, strakte jeg armen i vejret efter hjælp. Og Instruktøren, som havde holdt øje med mig, sprang straks i bassinet og fik mig bugseret ind til kanten. Vist var jeg blevet forskrækket. Men et gammelt ord siger jo, at er man blevet kastet af hesten, så er det bar op på ryggen af den igen. Jeg blev i bassinet og sammen med Lena øvede jeg den teknik, der skal bruges, når jeg næste gang kolliderer med en medsvømmer. Man læner sig bagover i vandet så langt bagover som muligt. Så flyder kroppen. Og når man har sundet sig, er det bare videre. Ellers gik aftenen med at øve brystsvømning. I første omgang trænede jeg benene, mens arme og overkrop blev holdt oppe af en plade. 

En vandskræk går i vandet

Sommeren 2006. Hedebølge og høje temperaturer i havet rundt om Danmark. Nu skulle det prøves igen efter så mange års gysende tilløb. Svømning i havvand. 

Første forsøg blev gjort i Limfjorden på Fur og var ikke nogen succes og slet ingen fornøjelse. For bunden var dækken af skarpe sten, som skar i mine fodsåler, og mine knæ, da jeg ikke turde vove mig alt for langt ud. 

I min nervøsitet slugte jeg også en del vand og huskede, hvordan jeg som barn stod og kastede op, når jeg havde slugt “det halve” af Køge Bugt”. 

Men varmen fortsatte og vandtemperaturen steg og steg. Så det blev til et andet forsøg sammen med venner i Dyngby. 

Her er der fin sandstrand, så det var ingen sag at gå ud. Vandets temperatur var behagelig. Men jeg må indrømme, at det ikke lige er mig at dele vand med en horde vandmænd. At mærke dem glide mod ansigt og hænder, når man ligger der og i forvejen har svært ved at få vejrtrækningen til at fungere. 

Alle gode gange tre hedder det

Og i august var vi på besøg lige nord for Limfjordens udmunding i Hou. 

En herlig, varm sensommereftermiddag med udsigt til en fin sandstrand og et spejlblankt Kattegat uden en eneste vandmand. Dette var sommerens sidste chance. Og jeg tog den. Vadede ud i det lune, rene vand. Lagde mig på ryggen og svømmede. Fik styr på åndedrættet og lukketøjet i svælget. Vovede mig lidt længere ud. Så langt at knæene ikke stødte mod bunden, da jeg gik over til brystsvømning. 

Og mærkede nydelsen ved at svømme og mærke vandet omkring mig. Den kender jeg jo fra Lyseng, men nu oplevede jeg den for første gang i mit liv i havvand. Det var sådan en fornøjelse, at jeg, når jeg kom ind på stranden, straks løb ud igen for at prøve det endnu engang. Det blev for mig personligt denne sommers højdepunkt. 

Når jeg fortæller andre om denne oplevelse, eller de ser mig slå kolbøtter i bassinet og øve mig på hovedspring fra bassinkanten, lyder spørgsmålet ofte, om jeg har overvundet min vandskræk. For sådan kan det godt se ud. Men jeg ved med mig selv, at jeg vil være vandskræk til evig tid. Halliwick-metoden har givet mig nogle erfaringer med mig selv og vand og nogle konkrete teknikker, der tilsammen gør, at jeg ikke straks går i panik og tror, jeg drukner, hvis der sker noget uventet i bassinet. Men respekten for vandet og risikomomentet vil altid ligge i mit baghoved. Men ikke længere i en grad, som er i stand til at fortrænge glæden.