Sæsonstart med to sejre

Skanderborgs bedste skakspillere indledte sæsonen med to sejre, da Skanderborg Skakklub i weekenden var vært for Skakligaens første dobbeltrunde.
Klubbens medhjælpere havde gjort spillesalen på Morten Børup Skolen klar med 40 livebrætter, så skakspillere landet over kunne følge partierne hele weekenden.

Mesterskabet ser igen i år ud til at stå mellem de forsvarende mestre fra Hillerød og Skanderborg Skakklub. Deres indbyrdes opgør i sidste runde bliver højst sandsynligt afgørende for, hvor pokalen ender.

Lørdag mødte Skanderborg Køge, der tidligere har vundet flere danske mesterskaber. I år har Køge sænket ambitionerne, og med flere afbud var holdet så svækket, at kampen på forhånd så afgjort ud.

Med en ratingforskel på 282–604 point på de otte brætter var den forventede score 7,04–0,96 i Skanderborgs favør.
Spillerne levede op til favoritrollen: Efter 15 sæsoners forsøg vandt Skanderborg Skakklub for første gang en holdkamp med 8–0.

Alle otte vandt deres partier: GM Mads Andersen, IM Filip Boe, IM Jakob Pajeken, IM Vitus Bondo Medhus, FM Henning Holinka, Jackie Andersen, IM Nicolai V. Pedersen og FM Nicolai Brondt.


Søndag ventede Nordkalotten, der modsat Køge stillede i stærkeste opstilling med alle fire svenske spillere. Den forventede score på 4,90–3,10 gjorde Skanderborg til en beskeden favorit.

Opgørene mod Nordkalotten har ofte været tætte, men Skanderborg har som regel vundet. Nordkalotten har vundet én gang, og 1–2 kampe er endt uafgjort.
Flere af Nordkalottens spillere havde for nylig deltaget i skakkens Europa Cup, hvor Nordkalotten og Hillerød repræsenterede Danmark, så det var et hold med megen turneringsaktivitet med i bagagen.

På bræt 5 spillede FM Henning Holinka og GM Stellan Brynell et jævnbyrdigt parti uden afgørende fordele til nogen af dem. Det endte hurtigt remis.

På bræt 7 søgte IM Nicolai V. Pedersen ihærdigt en gevinst mod FM Esben Kjems Hove, der forsvarede sig godt og sikrede remis. Stillingen 1–1 efter to remiser med hvid var ikke den start, vi havde planlagt.

Jackie Andersen var tilbage på holdet og spillede et skarpt parti mod IM Kåre Hove Kristensen. Jackie kom dårligst fra åbningen og måtte længe forsvare sig, men fik siden manøvreret brikkerne til en fordelagtig stilling. Kort efter opgav Kåre.
Dernæst vandt FM Nicolai Brondt på bræt 8 over FM Esben Ejsing, hvis stilling gradvist var blevet så dårlig, at han opgav. To sejre med sort gav Skanderborg en lovende føring på 3–1.


På topbrættet fik GM Mads Andersen hurtigt en fordel efter åbningen mod Nordkalottens svenske GM Jonny Hector.
Jonny forsvarede sig dog godt og holdt remis. Endnu et halvt point med hvid bragte Skanderborg foran 3½–1½ og tættere på sejren.


På bræt 2 mødte IM Filip Boe svenske FM Martin Jogstad. Efter mange år som reserve var Martin i år for første gang en del af Nordkalottens hold. Filip spillede sig til en klar fordel og fik til sidst Martin til at opgive. Holdets tredje sejr med sort sikrede den samlede sejr ved stillingen 4½–1½.

IM Jakob Pajeken var sidste mand med hvid og mødte IM Christian Jepson på bræt 3. Christian kom dårligst fra åbningen og forsøgte længe at udligne, men Jakob fandt hver gang de rette træk. I slutspillet havde begge et tårn og en sortfeltet løber, mens Jakob havde fem bønder mod Christians fire. Jakob omsatte fordelen til kampens første sejr med hvid og øgede føringen til 5½–1½.


Sidste parti stod mellem IM Vitus Bondo Medhus og IM Jakob Sylvan. Vitus, der kom til Skanderborg Skakklub sidste år, fik tidligt en lille fordel, men fandt trods lange forsøg ingen vej til gevinst. Siden overtog Jakob en mindre fordel, men heller ikke han kunne afgøre partiet. Remisen sikrede Skanderborg en samlet sejr på 6–2.

Med 12 sejre og fire remiser overgik holdet vores forventninger til weekenden – et klart godkendt resultat.

Efter dobbeltrunden har Hillerød, Øbro og Skanderborg alle fire matchpoint.

Næste modstander er Nordre fra Århus, som gæster Skanderborg Skakklub i Sundhedscenteret søndag den 29. november.